New York City Marathon

I aften har jeg set temaaften om marathonløb. Man fulgte de to værter Dorte Fals' og Anders Stahlschmidts vej fra 4 måneder før start og helt over målstregen. Det var glimrende.

Men så var det, at jeg fik lyst til at fortælle om den gang jeg løb New York Marathon. Det var i '97. Jeg skulle på ferie til NY med mine to brødre og anede intet om NYM.
En gang ca. i september var jeg i Viborg for at løbe et 10 km løb (jeg slog iøvrigt min stadigt gældende pr på noget i retningen af 37 min - den slår jeg sgu aldrig!). Der talte nogle bekendte om NYM, og jeg opdagede, at det var netop den dag jeg skulle hjem fra ferien. To telefonopkald næste dag og min hjemrejsedato var udskudt én dag, og et start nr var sikret med hjælp fra Marathon Travel.

Så trænede jeg til det i et par måneder, og tog derover sammen med mine brødre. De tog hjem, og jeg stillede op til start dagen efter. Jeg anede naturligvis ikke hvad jeg lavede. Jeg spænede bare afsted på lykke og fromme. Men det gik faktisk ok! Jeg løb på ca. 3.19. Det var benhårdt, og jeg var fuldstændigt ødelagt bagefter. Faktisk tog det mig flere måneder at komme mig over det.

Dagen efter da jeg skulle flyve hjem, kunne jeg slet ikke gå. Jeg blev kørt ud til lufthavnen af hotellet jeg boede på, og den flinke chaffør skaffede mig en bagagevogn og stillede min kuffert op på den. Han hjalp mig også ud og hen til vognen, som jeg indtil afgang måtte bruge som en slags gangstativ. Jeg kom endelig ombord på flyveren og havde det naturligvis skrækkeligt. Den søde stewardesse kunne godt se den var gal fat, og hun spurgte, om jeg havde løbet i går. Det havde jeg jo og lidt efter kom hun med en øl og to piller. Jeg drak øllen og spiste pillerne, og det næste jeg hørte var 'flyet lander snart i København'...

Det var min marathon debut, og der skulle gå 8 1/2 år inden jeg gjorde comback. Det var i Hamburg og det har jeg skrevet lidt om tidligere.